Ombetrækning efter de originale forskrifter, tanker og tegninger.

Vi har mange års erfaring med at renovere og ombetrække alle typer møbler, og vi arbejder altid efter de originale forskrifter, tanker og tegninger. Det er din garanti for, at din stol eller sofa kommer til at se ud som arkitekten eller snedkermesteren har tænkt det.

Vi har renoveret de fleste møbelklassikere mange gange før, men hvis din opgave kræver særlige overvejelser og kompetencer, har vi en lang række fagpersoner i vores netværk, som vi spørger om råd – blandt andet arkitekter, designere, auktionshuse og møbelproducenter.

Hvis dit møbel kræver mere end ombetrækning, så samarbejder vi med møbelsnedkere, malermestrer og fletværksteder, som blandt andet laver flet i peddigrør, sjener, papirgarn, fransk flet eller flagline.

Inden vi afleverer dit renoverede og ompolsterede møbel til dig, bliver det naturligvis poleret og pudset op på ben eller stel.

Det kan være svært at have fire Syverstole i cykelkurven eller en Poul Kjærholm-sofa i en Fiat Punto. Så har du brug for det, henter og bringer vi dine møbler i vores egen møbeltrailer.

Arvestykket fra oldemor

Måske er dit yndlingsmøbel den sofa du har arvet fra din oldemor eller din gamle onkel. Når vi restaurerer og ombetrækker antikke møbler bruger vi al vores viden og erfaring fra ompolstring af de “klassiske møbler” – og omvendt.

Vi har mange forskellige lækre brokadestoffer og imponerende possementer (møbelsnore), så vi kan forvandle dit slidte antikke møbel til en ny og spændende del af dit hjem.

Diana-Classic-9

Stof eller læder?

At vælge stof eller læder til dit møbel, er en stor beslutning. I vores showroom i Allerød har vi tusindvis af kvaliteter og farver fra danske og udenlandske producenter – blandt andet Sorensen, Kvadrat, Danish Art Weaving, Romo og Kirkby. Og du kan naturligvis altid låne stofprøver og possementer med hjem. Se på dem i dit eget lys og dine egne rum, i nogle dage, tænke og diskutere – før du tager din beslutning.

Kvalitet tager tid. Det ved vi – og det tager vi højde for. Det er vigtigt for os at overholde aftaler, så du får dit ompolstrede møbel til den dato vi har lovet.

Diana Winther
Møbelpolstrer

Diana Winther er uddannet møbelpolstrer i 1994 hos Robert Lindgreen. Fra 1998 til 2006 var Diana ansat hos Fritz Hansen i Allerød, og specialiserede sig i ompolstring af danske møbelklassikere, for eksempel Arne Jacobsens Ægget, Svanen og Syveren. Med en idé om at give kunderne godt møbelhåndværk, stiftede Diana i 2006 sit eget møbelpolsterværksted. Diana er 48 år og laugsmester i Dansk Håndværk.